Digital arv

Vi lever i en stigende digital hverdag, og det bliver derfor også mere relevant at overveje hvad der skal ske med din digitale arv. Her kan det være særligt væsentligt at overveje hvordan din arv skal håndteres, når du er gået bort. Dette kan eksempelvis gøres ved hjælp af et særligt afsnit i dit testamente.

Har du fotos i skyen?

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan blive svært at få adgang til dine fotos i skyen, din e-mailkonto og dine sociale medier, når du er gået bort. Mange har et mere eller mindre digitalt liv, med smartphones, tablets og PC. Der er tilmed mange, der har personlige data gemt på deres digitale enheder. Har du gemt fotos, dokumenter og andre filer i skyen? Så læs med herunder, for at finde ud af hvad der bliver af disse filer, når du går bort.

Du har muligvis gemt dine fotos og andre vigtige dokumenter på en digital cloud-tjeneste også kendt som skyen. Her vil dine pårørende skulle kende din adgangskode og brugernavn for at få adgang til filerne. Hvis du ikke har delt adgangskode og brugernavn med dine pårørende, risikerer du, at de ikke kan få adgang til alt hvad der er lagret derpå. Det er et problem, da mange minder og vigtige dokumenter derfor kan gå tabt.

En mulig løsning på dette, kan være løbende at dele dine billeder med din familie og venner. Man kan også benytte e-Boks til at gemme billeder og dokumenter. Det kan være særligt praktisk at benytte e-Boks til dette, eftersom din familie kan søge om adgang til din e-Boks efter din død.

Der kan i øvrigt være billeder, dokumenter og andre filer, som du eventuelt ikke ønsker, at dine pårørende skal se. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på dit digitale liv og hvilke problemstillinger, der kan følge med, når du ikke længere er her.

Lever du digitalt videre efter din død?

Mange har en e-mail konto og en konto på forskellige sociale medier som f.eks. Facebook og Instagram. Det kan dog være utroligt vanskeligt for pårørende at få dine konti fjernet. Det er nemlig helt generelt svært at få oplysninger fjernet på internettet, når du er gået bort.

Hvis dine pårørende har adgang til din PC, kan de eventuelt logge ind på eksempelvis din Facebook-profil. For at få dine oplysninger slettet, skal dine pårørende dog naturligvis kende dine login-oplysninger, mens de skal også vide på hvilke sider du er oprettet som bruger.

Særligt for Facebook

Hvis ikke man får fjernet den afdødes Facebook profil, risikerer man, at afdødes Facebook-venner får en påmindelse om, at vedkommende har fødselsdag, og at de skal huske at ønske personen tillykke med dagen. Sådanne uheldige episoder ønsker de fleste naturligvis at være foruden. Facebook har forskellige løsninger til, hvordan man lukker en profil ved en persons død. Du kan eksempelvis oprette en eftermælekontakt på Facebook. Her bliver din konto lavet om til en såkaldt mindesmærkekonto. Eftermælekontakten kan vælge, at kontoen skal slettes eller kan administrere din mindesmærkekonto.

Forbered dig på din digitale arv

Det kan være gavnligt både for dig og dine pårørende, at lave en liste over dine konti, hvor brugernavnet også fremgår. Hvis du ønsker at lave en liste med adgangskoder, anbefales det at opbevare listen et aflåst sted, eksempelvis i et pengeskab eller gemme listen i e-Boks. Husk at opdatere listen løbende.

Udover at lave en liste over adgangskoder og konti, vil det også være en særligt god idé at lave en liste over dine digitale abonnementer. Ofte har pårørende ikke det fulde overblik over, hvilke abonnementer du har, og det kan derfor være svært at få dem lukket.

Udover de nævnte muligheder for at lave konti-lister, anbefales det også løbende at gemme og slette konti.

Ved hjælp af et testamente er det muligt, at fastsætte sine ønsker i forhold til din digitale arv. Derudover vil det altid være en god ide at tale med dine pårørende om både din og deres egen digitale arv.

Har du brug for hjælp?

Vores specialiserede advokater indenfor familie- og arveret vil meget gerne hjælpe dig med rådgivning om, hvordan du sikrer dine efterladte bedst muligt i tilfælde af din død. Dermed behøver du ikke bekymre dig om, hvad der sker med dine digitale oplysninger, hvis der skulle ske dig noget. Du kan kontakte os ved at udfylde kontaktformularen her.